Efter vores tur i Cu chi tunnelerne, hvor Viet Cong modstandsbevægelsen holdt stand gennem hele krigen mod amerikanerne, var et besøg på museet for krigsforbrydelser i Saigon et “must”
Det var en barsk omgang, med skildring af de lidelser modstandsfolk blev udsat for under fangeskab i perioden 1945 – 1975, hvor såvel franskmænd som Amerikanere skulle/ville “hjælpe” sydvietnam i “kampen” mod Ho Chi Minh og hans selvstændighedskamp for Vietnam, efter 2. verdenskrig. Selvom Ho Chi Minh´s modstandsstyrker i 1953 knuste det franske militær kom de aldrig til en reel magt og måtte fortsætte modstandskampen helt frem til 1973, hvor amerikanerne måtte trække sig.
Alene i Amerikanernes krig blev der smidt flere bomber end i hele 2. verdenskrig, og derudover brugte man napalm bomber og afvisningsmidler med dioxin, som gav lokalbefolkningen skader i generationer, og så sent som i 2009 lavede man sidste krigsskadeerstatningsaftale, med årlig 1,5 mia.USD til Vietnam. fra USA.
Det var rystende billeder med uskyldige børn og voksne, der blev dræbt af bomber og kugler, eller forbrændt af napalm.
Generationer efter krigen lider man stadig af “agent orange” som afvisningsmidlet blev kaldt, og gav/giver mange misfostre og handicapede.
Det der også rystede os meget var de fængsels og totur metoder franskmændene og amerikanerne i samarbejde med det sydvietnamesiske styre brugte overfor modstandsbevægelsen, vi taler jo om nyere tid, men alligevel forfærdelige metoder.
Vi var rystede over, at efter bla. jødeforfølgelsen, mennsker kan behandle hinanden således. Billeder fra krigskorrespondenter bevidnede amerikanernes forfærdelige behandling af Viet Congér, samt lokal befolkningen i jagt på VCér da man ofte betragtede alle som modstandsfolk, og udryddede hele landsbyer. Og man spørger sig selv - om disse krigsforbrydelsser mon stadig foregår et eller andet sted i verden i dag? ja desværre så ved vi jo det gør.
I Vietnam 1945-73 måtte 3 mil. mennsker lade livet for friheden, heraf 2 mil civile.
